Action-rollespillet Atlas Fallen fra udvikler Deck13 kaster dig ud i en sanddækket verden, der gemmer på både mystik og store farer. Spillets højdepunkt på PlayStation 5 er det dynamiske kampsystem og den unikke sand-glidning, men oplevelsen hæmmes af en ujævn historie og en verden, der kan føles tom. I denne anmeldelse afdækker vi, om de stærke gameplay-elementer er nok til at bære spillet igennem.
En sanddækket verden med en vaklende historie
Du indtager rollen som en navnløs helt i en postapokalyptisk ørkenverden, hvor målet er at bekæmpe et tyrannisk styre. Verdenen er helt dækket af sand, som ikke blot er en kulisse, men en central del af gameplayet. Med en magisk handske lærer du at forme sandet til kraftfulde våben og navigere hurtigt gennem landskabet.
Fortællingen lægger stærkt ud med en spændende introduktion til universet, men mister desværre pusten undervejs. Karaktererne fremstår ofte overfladiske med en stiv dialog, der gør det svært at engagere sig i deres skæbner. Selvom historien byder på enkelte intense øjeblikke, ender den som en af spillets svagere sider.
Gameplay: Flydende kampe er det klare højdepunkt
Spillets absolutte styrke er det sandbaserede kampsystem. Den magiske handske lader dig forme sandet til enorme våben og udføre spektakulære angreb. Kampene er utroligt flydende og tilfredsstillende, især når du mestrer de forskellige kombinationer og våbentyper. Fjenderne varierer fra små monstre til gigantiske bosser, hvilket sikrer rigelig med udfordring.
Måden du bevæger dig på – den såkaldte traversal – er også en central del af oplevelsen. At glide gennem sandet i høj fart føles fantastisk og gør udforskning til en leg. Denne mobilitet tilføjer også et taktisk lag til kampene. Dertil kommer et solidt opgraderingssystem for dit udstyr og dine evner, som giver en god fornemmelse af progression.
Desværre halter verdenens indhold efter. Selvom de store ørkenlandskaber er visuelt flotte, føles de ofte tomme og ensformige. Mange sideaktiviteter virker som unødvendigt fyld, og missionerne mangler generelt den dybde og kreativitet, som kampsystemet besidder.
Grafik og lyd: Imponerende look med tekniske skavanker
Visuelt er Atlas Fallen et flot spil, især på PS5. Ørkenlandskaberne er smukt realiseret med fine detaljer i teksturer, lys og skygger. Særligt kampanimationerne er fremragende og understøtter den episke stemning, spillet sigter efter.
Spillet er dog ikke teknisk fejlfrit. Du kan opleve fald i billedhastigheden (framerate), især i intense kampsituationer. Der er også en række mindre fejl (bugs), der kan forstyrre spiloplevelsen, men de fleste er ikke spilødelæggende og kan forventes rettet i fremtidige opdateringer.
Lydsiden er funktionel, men sjældent mindeværdig. Musikken understøtter den episke stemning, men bliver hurtigt ensformig. Stemmeskuespillet er middelmådigt og formår ikke at løfte de følelsesladede scener i historien.
Co-op og genspilningsværdi: Bedre med en ven?
Atlas Fallen kan spilles fra start til slut sammen med en ven i co-op. Dette kan gøre kampene mere dynamiske og strategiske, og den tekniske implementering fungerer upåklageligt. Co-op føles dog mere som en fin tilføjelse end en afgørende forbedring af kerneoplevelsen.
Genspilningsværdien ligger primært i at maksimere opgraderingssystemet og udforske alle afkroge af verdenen. Da historien og sideopgaverne er spillets svageste punkt, vil de færreste sandsynligvis føle en stærk motivation for at gennemføre spillet flere gange.
Konklusion: Er Atlas Fallen værd at spille?
Atlas Fallen er et spil med store ambitioner, der kun delvist indfries. Det absolutte højdepunkt er det fantastiske kamp- og bevægelsessystem. Desværre føles den overordnede pakke ufærdig, da den svage historie, den tomme verden og de tekniske problemer trækker ned i helhedsindtrykket.
Kan du leve med en tynd historie og er du primært på jagt efter et action-rollespil med et fremragende kampsystem? Så er Atlas Fallen en underholdende oplevelse. Forventer du derimod en dyb fortælling og en rig, levende verden, vil spillet sandsynligvis føles som en skuffelse, der aldrig helt lever op til sit potentiale.